Sydney Opera House, Australien

I 1957 vandt den da ukendte Jørn Utzon overraskende førstepræmien i en international konkurrence om at opføre et nyt opera- og koncerthus i Sydneys havn. Bygningen stod færdig i 1973, men midt i forløbet, i 1966, forlod Utzon byggepladsen i protest mod nedskæringer fra det politiske system. Jørn Utzon var kun 38 år, da han vandt konkurrencen om operahuset i Sydney. Hans forslag var egentlig sorteret fra ved bedømmelsen, men den erfarne finske arkitekt, Eero Saarinen, blev opmærksom på dets kvaliteter. Det var ikke mindst de skulpturelle og dristige skalkonstruktioner, der i sidste ende påkaldte sig juryens bevågenhed. En lignende konstruktion havde man ikke set før i moderne bygningsværker. Ønsket var at sætte Australien kulturelt på landkortet, og i 1959 startede arbejdet med at opføre det ny operahus. Projektet løb ind i økonomiske vanskeligheder, først og fremmest fordi det fra første færd var groft underbudgetteret for overhovedet at få det gennem den folkevalgte forsamling. I maj 1965 vandt en koalition mellem liberale og Country-partiet regeringsmagten i New South Wales på en udtrykkelig politik "om at rydde op i opera-rodet". Underbudgetteringen og andre faktorer havde forårsaget en pris, der var 1400 gange større end det oprindelige budget. Et banebrydende arkitektonisk geni var uforvarende stødt sammen med de rå politiske kræfter i en ung nation. Den ny regering smækkede pengekassen i, så Utzon ikke kunne udbetale løn til sine medarbejdere, og han forlod sammen med sin familie Australien den 28. april 1966 – og er aldrig siden vendt tilbage. På det tidspunkt stod plinten til bygningen og skallerne færdige, og interiøret var fuldt monteret med sceneteknik. Utzon havde da brugt ni år af sit liv på projektet. Bygningen havde været undervejs i seks år, og der var blevet brugt 22 millioner australske dollars. Straks efter Utzons exit gik en nyt hold australske arkitekter i gang, men det tog alligevel mere end syv år for dem at blive færdige. Omkostningerne blev på 102 millioner australske dollars. Bygningens eksteriør med de store skaller svarer til de originale planer og tanker, hvorimod funktionerne og hele interiøret blev ændret. Således blev operascenen flyttet til den ellers mindre koncertscene med det resultat, at store operaopsætninger ikke er mulige i huset. Alle Utzons oprindelige sceneopbygninger blev smadret, og de indre akustiske opbygninger blev opgivet. På trods af skandalerne påkaldte operabygningen sig hurtigt verdens opmærksomhed. I kraft af dens unikke ydre skaller baseret på gentagne standardelementer blev bygningen karakteriseret som et af arkitekturens største værker gennem tiderne. Utzon selv blev sidestillet med modernistiske berømtheder som Gunnar Asplund, Alvar Aalto, Mies van der Rohe og Frank Lloyd Wright. Bygningen er tænkt som en offentlig plads, beliggende på et hævet plateau med en bred trappe, hvor store forsamlinger kan mødes. Desuden er den et ærligt bygningsværk, hvor alle konstruktioner og bærende elementer tydelig kan ses og aflæses. Og i 2000 blev operaen symbol for en hel verdensdel i forbindelse med afholdelsen af de olympiske lege. Akkurat som pyramiderne er synonym med Ægypten. I 2002 indvilgede Jørn Utzon i at udføre et genopretningsprojekt for operaen sammen med sin søn Jan Utzon. Projektet tog bl.a. hensyn til de mange tekniske fremskridt, der er sket siden projekteringen af den oprindelige bygning. I den forbindelse blev der også etableret et særligt Jørn Utzon Rum, der blev indviet i 2004.