Radiohuset, Kongelige Danske Musikkonservatorium, DKDM, Frederiksberg

Arkitekt:

Vilhelm Lauritzen

Radiohuset i København er med sin særlige nordiske tone et hovedværk i det 20. århundredes danske arkitektur i overgangen mellem funktionalisme og modernisme. Desuden markerer det et pionerarbejde inden for en ny type bygninger, der er virtuost planlagt som et stykke totaldesign.
Det skulpturelle anlæg omfatter en forhal med to kontorfløje mod Rosenørns Allé, en bagvedliggende bygning med 12 studier af forskellig størrelse og en koncertsal med plads til 1.200 tilhørere, der har indgang fra Julius Thomsens Gade. Ovenover studiebygningen ligger kantinen samt en karakterfuld taghave, skabt af G. N. Brandt.
Overalt i bygningen er det funktionelle koordineret med det æstetiske ved hjælp af en overbevisende proportionering og et udsøgt materialevalg. Studierne er bygget op på individuelle fundamenter og med en effektiv lydisolering, der sammen med væg- og loftbeklædningen sikrer den rette akustik. Ligeledes fremstår koncertsalen med paneler af ahorntræ og øvrigt udstyr som en af de ypperste, der er skabt. Taget her er udført af irgrønt kobber, mens alle kompleksets facader er beklædt med hvidgule, brændte fliser.
Vilhelm Lauritzen samarbejdede med Finn Juhl om udviklingen af bygningens møbler, lamper og inventar i gyldne træsorter og messing.
I 2006 nedlagdes bygningen som radiohus, da DR Byen i Ørestad blev taget i brug. Efter en respektfuld ombygning fungerer huset nu som musikkonservatorium.
Opførelsesdata

Årstal: 1936 - 1942
Bygningsændringer og ombygninger:
Koncertsal 1939-45. Indvielse 1945. Udvidelse 1957. Radiohuset fredet 1994. Radiohuset indlemmet i DR Byen 2006. Bygningerne er indrettet til Det Kongelige Danske Musikakademi 2007-08.

Adresse

Rosenørns Allé 22
DK-1970 Frederiksberg C

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Staten
Ingeniør: Chr. Nøkkentved og Ludvig Birch (Birch & Krogboe). Alectia A/S, 2008
Landskabsarkitekt: G. N. Brandt og J. Palle Schmidt (taghaverne)
Konsulent: Finn Juhl (møbelarkitekt)

Anvendelse

Hovedfunktion : Institution
Bygningsart : Radiohus, nu musikkonservatorium
Særlige aspekter: Præmieret af Frederiksberg Kommune 1963

Referencer
Arkitektur DK 2-2004 og 1-2009, side 44. Arkitekten 1934 U, side 209, og 1945 M, side 121. Arkitekten 2 og 4-2005, 08-2007 og 05-2013, side 24. Havekunst 1941, side 73, og 1958, side 84. Knud Millech og Kay Fisker: Danske Arkitekturstrømninger 1850-1950, Østifternes Kreditforening, 1951. Lisbet Balslev Jørgensen, Hakon Lund og Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Danmarks Arkitektur. Magtens bolig. Gyldendal, 1980. Lisbet Balslev Jørgensen: Moderne dansk arkitektur, Arkitektens Forlag, 1982. Bo Bramsen, Allan Tønnesen og Claus M. Smidt: København før og nu - og aldrig, bind 12. Palle Fogtdal, 1991. Guide til Dansk Arkitektur, bind I, side 236. Arkitektur Guide København, side 118. Lisbet Balslev Jørgensen, Jørgen Sestoft, Morten Lund, Jens Linde og Jens Bertelsen (red.): Vilhelm Lauritzen - En moderne arkitekt. Bergiafonden og Aristo, 1994. Modernismens huse. Docomomo Danmark. Annemarie Lund: Guide til Dansk Havekunst, 2002. Annemarie Lund: Danmarks Havekunst III, Arkitektens Forlag, 2002. Finn Slumstrup: Radiohuset på Frederiksberg, DR, 2004. Jørgen Hegner Christiansen og Kim Dirckinck-Holmfeld: En Arkitekturkanon, Arkitektens Forlag, 2005. Arkfokus 2-2008. Martin E. O. Grunz og Jens Lindhe: Ideernes København. Informations Forlag og Golden Days, 2008. Fra Radiohus til Musikkonservatorium. Aristo, 2009. "
Radiohuset, Kongelige Danske Musikkonservatorium, DKDM, Frederiksberg

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT | STUDIETURE- STUDY TRIPS

Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE