København, Bredgade 26, Lindencrones Palæ

Arkitekt:

Nicolai Eigtved

Palæet, der er beliggende på hjørnet af Bredgade og Sankt Annæ Plads i Frederiksstaden i København, er opført i 1751 for den rige godsejer Christen Lintrup, der blev adlet i 1756 under navnet Lindencrone. Som byggemateriale til den 13 fag lange bygning blev der benyttet kridtstensblokke fra Stevns, hvor Lindencrone ejede herregården Gjorslev.
Huset er som Amalienborg-palæerne og mange andre huse i bydelen tegnet af rokoko-arkitekten Nicolai Eigtved, der foreskrev en symmetrisk facade mod Bredgade med en inddeling, der følger skemaet for Frederiksstaden. Der er bl.a. anvendt en central port, svagt betonede siderisalitter, refendfugning af stueetagen, et blændingssystem med ørelisener samt relieffer.
Palæet afsluttes med mansardtag og en rundført, gennembrudt tagbalustrade, der oprindelig var udstyret med statuer og vaser i lighed med Amalienborg-palæernes.
Beletagen indeholder en gennemgående, trefags sal som i Lerches Palæ. Af den oprindelige kostbare interiør-udsmykning er kun bevaret paneler og en kamin i et hjørnekabinet.
Ejendommen blev i 1898 købt af dronning Victoria i England og var i britisk eje som bl.a. ambassade indtil 1980.
Opførelsesdata

Årstal: 1750 - 1751

Adresse

Bredgade 26
DK-1260 København K

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Christen Lintrup (Lindencrone)
Konsulent: I. C. Conradi (byggeledelse) og Jacob Fortling (skulpturel udsmykning)

Anvendelse

Hovedfunktion : Institution
Bygningsart : Palæ. Nu kontorer

Referencer
Arkitekten 1957, side 253. Danske Slotte og Herregårde, 2, 1964, side 229. Harald Langberg: Hvem Byggede Hvad 1. Politikens Forlag, 1968. Sys Hartmann og Villads Villadsen: Danmarks Arkitektur. Byens huse - byens plan. Gyldendal 1979. Kim Dirckinck-Holmfeld (red.): Frederiksstaden 250 år. Arkitektens Forlag, 1999. "
København, Bredgade 26, Lindencrones Palæ

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE