De Geometriske Haver (Den Musikalske Have), Herning

Arkitekt:

C. Th. Sørensen

De Geometriske Haver i Herning er anlagt i 1983 som en markering af Foreningen af Danske Landskabsarkitekters 50 års jubilæum i 1981, efter at landskabskunstneren C. Th. Sørensen forinden var død i 1979. Han havde imidlertid allerede i 1954 tegnet projektet, som han selv kaldte Den Musikalske Have, fordi den ikke skulle have et egentligt nyttigt formål. Forslaget var tiltænkt Vitus Bering Parken i Horsens, men det faldt ikke i det lokale byråds smag.
I stedet indledte C. Th. Sørensen i dansk arkitekturs guldalder i 1956 et mangeårigt samarbejde med tekstilfabrikant Aage Damgaard, der lod projektet realisere i reduceret udgave og uden ottekanten ved sin sorte fabrik, Angli IV.
Da fabrikken flyttede til Birk-området, fik C. Th. Sørensen i 1960'erne og 70'erne indflydelse på hele landskabsplanlægningen, der bl.a. omfattede en rund skulpturpark. Og efter hans død blev det oprindelige projekt til haverne som sagt realiseret. Heldigvis - for han karakteriserede selv forslaget således: "Det er for mig det bedste, jeg har tegnet - noget af det, der giver sindet en uforklarlig glæde".
Det er inspireret af billedkunstens modernistiske formgivning og er anbragt i en oval lysning på et skovbeplantet areal. Det består af en serie matematisk definerede figurer med en samlet længde på 130 meter, der spænder fra tokant til ottekant plus ellipse og cirkel. Polygonerne fra tre- til ottekant ligger efter hinanden, således at to polygonsider altid ligger over for hinanden i en afstand på tre meter. Tokantens eller skivens længde er 11 meter - en længde, der gentages som sideenhed i polygonerne. Hækkene af avnbøg er op til otte meter høje.
Anlægget er ikke en museumsgenstand, men offentligt tilgængeligt - og græsset må gerne betrædes i de enkle, men afvekslende og frodige rum. Det er i samfundets interesse fredet i 2014, bl.a. med Kulturstyrelsens oplagte begrundelse, at det ikke kan beskyttes uden benyttelse.
Opførelsesdata

Årstal: 1983 - 2000
Bygningsændringer og ombygninger:
De Geometriske Haver er oprindelig tegnet som forslag til Vitus Bering Parken i Horsens i 1954. Projektet her blev opgivet, men udført i en reduceret udgave ved Aage Damgaards oprindelige fabrik, Angli IV, i Herning 1956-58. Dette anlæg er nu stort set nedlagt. Efter at fabrikken flyttede til Birk-området, hvor Angli V opførtes, blev det oprindelige forslag realiseret fra 1983 og frem. Haverne er fredet i 2014.

Adresse

Birk Centerpark 7-13
DK-7400 Herning

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Aage Damgaard
Landskabsarkitekt: C. Th. Sørensen
Konsulent: Danske Landskabsarkitekter, Herning Kommune, Herning Kunstmuseum og Dansk Konfektions- og Trikotageskole

Anvendelse

Hovedfunktion : Andet byggeri
Bygningsart : Haveanlæg

Referencer
Arkitekten 23-1964, side 463, 27-2002 og 10-2005. Arkitektur DK 6-1969, side 260, 3-1977, side 99, 4-1989, side 155, 4-1990, side 186, 8-1993, side 336, 5-2009, side 34 og 2-2013, side 29. Jørgen Sestoft: Danmarks Arkitektur. Arbejdets bygninger. Gyldendal, 1979. Lisbet Balslev Jørgensen, Hakon Lund og Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Danmarks Arkitektur. Magtens bolig. Gyldendal, 1980. Landskab 1981, side 66, 1982, side 71, 1983, side 37, 1993, side 88, og 1995, side 64. Birgit Hessellund: Herning og billedkunsten. Herning Kunstmuseum, 1992. Ejgil Søholm: Angli gjorde det - Aage Damgaard og kunsten. Gyldendal, 1992. Olaf Lind: Kunsten i virkeligheden. Midtjysk Skole- og Kulturfond, 1997. Annemarie Lund: Guide til Dansk Havekunst, 2002. Annemarie Lund: Danmarks Havekunst III, Arkitektens Forlag, 2002. Anne-Louise Sommer: Den Danske Arkitektur. Gyldendal, 2009. Politiken 09-01-2014. "
De Geometriske Haver (Den Musikalske Have), Herning
De Geometriske Haver (Den Musikalske Have), Herning
De Geometriske Haver (Den Musikalske Have), Herning

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE